• Carlsberg opjusterer forventninger til året trods dårligt vejr

    Source: BDK Finans / 13 Aug 2024 12:46:48   America/New_York

    Den danske bryggerikoncern Carlsberg opjusterer tirsdag sine forventninger til 2024. Det fremgår af en selskabsmeddelelse, som er udsendt efter fondsbørsen lukkede tirsdag. Carlsberg forventer en vækst på fire til seks procent i driftsresultatet. Tidligere var forventningen en vækst på mellem en og fem procent. Bryggeriet har samtidig offentliggjort sit halvårsregnskab for årets første seks måneder en dag før planlagt. I en selskabsmeddelelse beskriver administrerende direktør Jacob Aarup-Andersen det som et spændende år for Carlsberg. Han henviser blandt andet andet til, at selskabet har udrullet en ny strategi, og at man har købt det britiske bryggeri Britvic. Ifølge den administrerende direktør er det muligt for Carlsberg at opjustere sine forventninger, selv om blandt andet dårligt vejr har haft en betydning i andet kvartal. Finansmediet MarketWire skriver, at flere analytikere tidligere på året havde forventet, at Carlsberg ville hæve forventningerne på grund af de mange sportsbegivenheder i 2024. Men det dårlige vejr, som har præget sommeren i 2024, har haft en betydning på analytikernes forventning, skriver MarketWire. Ifølge Børsen viser halvårsregnskabet en øget omsætning i forhold til samme periode i 2023. Nærmere bestemt ses en omsætning på på 38,8 milliarder kroner mod 37,8 milliarder kroner i samme periode sidste år. Ifølge Børsen var forventningen blandt analytikere et salg på 39,3 milliarder kroner. Til gengæld har Carlsberg opnået at lande et højere overskud, end forventningen var hos analytikerne, skriver MarketWire. Analytikerne havde forventet et overskud på 3,950 milliarder kroner. Carlsberg nåede dog et overskud på 4,448 milliarder kroner imod 4,155 milliarder i samme periode sidste år. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/carlsberg-opjusterer-forventninger-til-aaret-trods-daarligt-vejr
Share on,